Andelsmejeriet Strandkilde

af Asbjørn Anker Pedersen


Hjortø mejeri blev bygget i 1904 og var da indrettet som vist på fig 1.

Fig-1

Fig. 1

Der har været en sødmælksvægt med et stort kar, hvori sødmælken fra hver enkelt leverandør blev hældt op og vejet, og en skummemælksvægt, hvor spandene med skummemælk blev vejet før udlevering. Men hvor disse vægte har været placeret erindres ikke.


Dampkedlen var en lavtrykskedel. Den skulle kun levere damp til pasteurisering af mælken og opvarmning af af varmt vand til mejeriets redskaber (centrifuge, kærne, spande m.v.). Centrifugen blev trukket med håndkraft af to mand, der blev leveret af gårdene på skift. Kærnen blev trukket fra hestegangen i skuret øst for hovedbygningen. Hver morgen stillede gårdene på skift med et spand heste - eller måske var en hest nok - som gik rundt i hestegangen den ca. halve time kærningen varede.

Den første mejerist var en kvinde, en mejerske. Hendes tjenestebolig var de 2 små rum i mejeriets loftetage med lofthøjde 1,8m. Men hun var vist godt tilfreds. Det fortælles, at hun sang altid. Hun var samlende midtpunkt for øens ungdom, ikke mindst karlene.

Om der har været andre mejerister før far (Johan Pedersen) i 1913 overtog stillingen, ved jeg ikke. I hans første år - under første verdenskrig - fortsatte arbejdsgangen uændret. Men under krigen tjente landbruget mange penge, hvilket gav basis for en modernisering af mejeriet.

Først forsøgtes med en centrifuge "drevet af vakuum". Princippet er mig ikke klart, med drivkraften var damp fra lavtrykskedlen.z Systemet var imidlertid ikke driftsikkert og blev derfeor erstattet af at et anlæg med en centrifuge drevet af en dampturbine.. Lavtrykskedlen blev udskiftet med en lille højtryks (7 ato) vandrørskedel og mejeriets indretning blev som vist på fig. 2.

Fig-2

Fig. 2.

1. Sødmælksvægt   2. Sødmælkskar   3. Turbine med centrifuge   4. Pasteuriseringsapperat   5. Vandvarmer og beholder   6. Vandpumpe   7. Dampkedel   8. Skummemælksvægt   9. Kar med kogende vand   10. Bord   11. Vandkar   12. Kontrolapperat (fedt)   13. Løst bord   14. Køkkenbord


Selve maskinanlægget er vist på et foto fra 1921 (fig. 3)

Fig-3

Fig. 3

Forrest på maskinanlægget ses pumpen, der gennem det lodrette rør pumper den rå sødmælk op i toppen af pasteuriseringsapperatet. Den pasteuriserede mælk løber gennem det vandrette rør over i toppen af cebtrifugen og kommer ud af de 2 tude til venstre - fløden af den øverste og skummemælken af den nederste.

I baggrunden til venstre ses kærnen. På væggen hænger piskeriset, der blev sat ned i kærnetønden og koblet til den lodrette aksel over kærnen.

Til højre for pasteuriseringsapperatet ses remmen, der - når kærnen skulle i funktion - blev sat på en remskive oppe under loftet (til højre for billedet) og den remskive, der kan ses på billedet.Når der nu sættes damp på turbinen, kører piskeriset rundt i kæørnen, og i løvet af ca. en halv time klumper smørfedtet i den syrnede fløde sammen og kan fiskes på af kærnemælken med en sigte.


I centrifugen (til venstre på fig 3.) sad centrifugeblokken på toppen af den lodretstående turbineaksel. Turbinehjulet sad nederst på akslen. Midt på turbineakslen sad en snekke, der igen drev et snekkehjul drev en vandret aksel. Fra den gik et kædetræk over til en anden vandret aksel, der lå i bunden af pasteuriseringsdelen (til højre på fig. 3)

Pasteuriseringsdelen bestod af en udvendig kobberkappe og en indvendig damptønde. Mellem kappen og damptønden var en rotot fastgjort på toppen af en lodret aksel, der gik op gennem damptønden. Den lodrette aksel blev drevet af den vandrette aksel i bunden af pasteuriseringsdelen via snekke og snekkehjul.

Den vandrette aksel i bunden af pasteuriseringsdelen trak desuden en mælkepumpe (forrest på fig. 3), der pumpede den rå sødmælk fra sødmælkskarret (2 på fig. 2) og op i toppen af pasteuriseringsapperatet (4). Den kunne kobles til og fra ved hjælp af en klokobling.

På samme aksel, men på den anden side af pasteuriseringsapperatet, sad

  1. en ekscentrik, der trak en kedelfødepumpe
  2. en remskive, der kunne påsættes en rem op til en remskive på transmissions-akslen ude fra hestegangen, og således trække kværnen, og
  3. en mindre remskive, der trak pumpen (6), som pumpede vand fra brønden og op i karret (11) på loftet.

Spildedampen fra turbinen blev brugt i mælke-pasteuriseringsapperatet og/eller i vandvarmeren (5), der leverede varmt vand til rengøringsbrug. Kondensvandet fra vandvarmeren og pasteuriseringsapperatet blev opsamlet i en beholdert. Fra denne behoilder tog fødepumpen det vand, den pumpede ind i kedlen. Det var således til stadighed det samme vand, der cirkulerede i systemet. Det var helt igennem et energiøkonomisk velfungerende system.
Det blev ikke helt sådan, fordi man havde bibeholdt karret (9), hvor man hidtil havde opvarmet rengøringsvand med damp direkte fra kedlen. Her blev der fremdeles varmet vand og dampen blev erstattet med vand direkte fra brønden ved hjælp af håndpumpe.


Diverse ændringer

Der var imidlertid hele tiden besvær med turbinen. Den rystede og sled sine lejebøsninger, formentlig på grund af resonansfænomener (omløbstal for turbinen lig med akslens kritiske omløbstal). Jeg har utallige gange (på fars anmodning) forsynet turbinen med nye bøsninger, men der gik kun kort tid, før det var galt igen.

Så forsøgte man med en ny centrifuge (pos 15 på fig. 4). 

Fig-4

Fig 4.

1. Sødmælksvægt   2. Sødmælkskar   3. Turbine med centrifuge   4. Pasteuriseringsapperat   5. Vandvarmer og beholder   6. Vandpumpe   7. Dampkedel   8. Skummemælksvægt   9. Kar med kogende vand   10. Bord   11. Vandkar   12. Kontrolapperat (fedt)   13. Løst bord   14. Køkkenbord   15. ny centrifuge


Centrifugeblokken blev fjernet fra centrifugen 3, men det var stadig turbinen, der skulle levere trækkraften - også til den nye centrifuge. Den blev med et remtræk koblet til den vandrette aksel i bunden af pasteuriseringsapperatet.

Men turbinen må stadig havde voldt vanskeligheder, for det endte med, at der blev opstillet en benzinmotor ude i hesteskuret i et afskærmet rum (se fig. 4). Den trak hele maskineriet gennem et remtræk op til den transmissionsaksel, som oprindeligt overførte kraft fra hestegangen til kærnen.

Hesteskuret var ved indførelse af dampkraft blevet overflødigt. Det havde oprindeligt tag af brædder med tagpap. Da det skulle renoveres, blev det gjort ca. halvt så stort, og taget blev lavet af blikplader.

Mejeriet havde nu den form, som vist på fig. 4, og som det havde, da det blev nedlagt.

Fig. 5 viser mejeriet, som det så ud på det tidspunkt.

Fig-5

Fig. 5


Andelshaverne

De første andelshavere var:

Nr. 1 Chr. Henningsen, primus motor og formand i hele mejeriets levetid
Nr. 2 Jacob Pedersen
Nr. 3 J.K. Andersen
Nr. 4 H.J. Pedersen 

(Efter H.J. Pedersens død blev medlemskabet videreført under navnet H.J. Pedersens Enke. Kvindenavne var åbenbart ikke velset. Eller var det fordi, det var nemmere at rette navnene på spandene?)

De anførte numre og navne var indhugget på de transportspande, som mælken blev leveret i til mejeriet.

Senere tilkom
Nr. 5 R.H. Rasmussen (han var skeptisk og tøvede derfor)
Nr. 6 Morten Rasmussen (Skræder) (Husmand på Hjelmshoved)
Nr. 7 Morten Rasmussen (Skov) (Husmand på Hjelmshoved)

Da far blev husmand i 1913, blev han medlem
Nr. 8 Johan Pedersen

Langt senere tilkom
Nr. 9 H.L. Rasmussen, husmand og købmand.


Financiering

Mejeriet blev anbragt i skellet mellem to marker tilhørende henholdsvis andelshaver nr. 1 og nr. 2, som hver bidrog med lige store grundarealer. Det lå hele sin levetid på lejet grund. Om mejeriet betalte leje af grunden, har jeg ingen viden om, og jeg ved heller ikke, hvordan opførelse af bygningen og anskaffelsen af udstyret blev financieret.

Mejeriet 1939


Mejeriets ophør og årene efter

Far opsagde sin stilling som mejerist ca. 1943. Derefter blev mejeriet en kort tid bestyret af Kaj Rasmussen, søn af købmand Hans Lorentsen Rasmussen (lb.nr. 2188), Hjortø, indtil det blev nedlagt.

På mejeriet blev der lavet både smør og ost. Men formentlig i 1930erne måtte smørfremstillingen opgives. Produktionen var ikke stor nok til at fylde en smørdrittel på en dag. Smørret fik derfor ikke samme farve i dritlen, og smørret kunne ikke sælges. Man gik derfor over til at at sende fløden til et større mejeri (Svendborg, Ærøskøbing).

Efter nedlæggelse af mejeriet blev mælken sendt til mejeriet i Svendborg eller Ærøskøbing. Men efterhånden blev mælkeproduktionen helt opgivet på Hjortø, og man gik over til kvægløst landbrug.

I 1945 cirka et år efter nedlæggelsen blev bygningen og et passende grundstykke omkring købt af mig. Grunden blev beplantet, og bygningen efterhånden omdannet til sommerbeboelse.

Asbjørn Anker-Pedersen
1996




Efterskrift (red.)

Mejeriet ejes i dag af Asbjørn Anker-Pedersens nevø - Gunnar Pedersen.

DSC_7890

Mejeriet 2013


© Hjortø